Select Page

Årets bogsamling er fundet!

Biblioteket Kulturværftet i Helsingør modtager Danske skønlitterære Forfatteres nyindstiftede pris på 50.000 kr.
Prisen på 15.000 går til Rønne Bibliotek og endelig går tredjeprisen på 10.000 kr. til Åby Bibliotek i Aarhus.

Biblioteket Kulturværftet  ved Helsingør havn,  er et moderne bibliotek med en imponerende solid og stor fysisk bogsamling, hvor ikke bare aktualitet, men også alsidighed og kvalitet er selvfølgelige pejlemærker. Tidens bestsellere og udfordrende ny og ældre kvalitetslitteratur står side om side på de mange hyldemetre. Samlingen har imponerende dybde og bredde – og matcher de store ambitioner i den Kulturhavn, det så smukt ligger i. Det udløste naturligvis mange indstillinger fra tilfredse lånere. Biblioteket Kulturvæftet får derfor 50.000 kr. til at købe endnu flere bøger for.

Adskillige biblioteker fra de større byer var med i opløbet om hovedprisen, men gode og fyldige bogsamlinger er i dén grad også vigtige for mindre samfund , fx på Bornholm. Rønne Bibliotek modtager derfor 15.000 kr.  Ligeledes kan filialbiblioteker have en bogsamling med en særlig kvalitetsprofil. Det har det århusianske lokalbibliotek i Åby, som modtager 10.000 kr. til indkøb af endnu flere bøger.

Interessen for prisen og bibliotekernes fysiske bogsamlinger har været overvældende. Juryen modtog hele 261 indstillinger fordelt på 102 store og små folkebiblioteker landet over. Nogle var lyrisk besyngende i beskrivelserne af det lokale biblioteks bogsamling, andre var kritiske over for nedskæringerne og kassationerne på deres eget bibliotek og indstillede i stedet nabokommunens langt bedre og mere righoldige.

Rigtig mange roste bibliotekarerne for deres arbejde med at formidle bøgerne, så læselysten smitter.

Blandt de bedste, sjoveste og mest personlige indstillinger har juryen valgt tre, som får tilsendt et boggavekort som tak for deres indstilling. Sharon Zlotnik, Hørsholm – et på 1.000 kr. Rudi Staffeldt, Marstal, på 500 kr. og Lene Højstrup, der bor i Vallensbæk, men indstillede Albertslund Bibliotek, 300 kr.

Prisoverrækkelse
Førsteprisen overrækkes snarest på Kulturværftet. Mere information herom følger senere.

 

Kontakt

Danske skønlitterære Forfattere
Kronprinsessegade 34B, 2. sal
1306 København K

Email: kontor@skoenlit.dk
Telefon 61286826